Velkommen til den anden udgave af International Sinternews.
Magasinet henvender sig til alle, der vil vide mere om pulvermetallurgi og sintermetal. I vores terminologi er sintermetal og pulvermetal to betegnelser for det samme - emnerne presses i metalpulver og sintres i en ovn. Vi er ikke i tvivl om, at sintermetal har et stort potentiale, og i International SinterNews beskriver vi gennem eksempler og forskningsresultater de fordele, der er forbundet med processen.
I dette nummer kan man blandt andet læse om arbejdet med at karakterisere overfladen på sintermetal, der generelt giver væsentligt bedre egenskaber i forhold til slid end massivt materiale. Desuden bringer vi det spændende resultat fra en test af styrken af gevind i sintermetal, der ved indvendigt gevind viser sig at være op til 40 % større end tilsvarende massivt materiale. I øvrigt vil der være mulighed for at læse om sintring i rustfrit stål - et af vores specialer. Og så har vi brugt en del plads på at fortælle mere om, hvordan det er muligt at anvende sintermetal i små serier, ved komplekse geometrier og med snævre tolerancer. Det illustrerer vi dels gennem kundeeksempler og dels gennem en introduktion af vores eksempeldatabase, der kommer til at indeholde en bred samling eksempler på de mange anvendelsesmuligheder for sintermetal. Med International SinterNews ønsker vi at fortsætte den konstruktive dialog med de mange innovative virksomheder i Europa, der kan se mulighederne i sintringsprocessen. Og vi opfordrer alle til fortsat at bidrage med gode ideer til magasinets indhold.
Jeg ønsker alle god fornøjelse med International SinterNews.
 | Søren Weis Sørensen direktør, FJ Sintermetal |
(Send mig dine kommentarer: feedback@sinternews.com) |